Vi har i alt 32 børn i vores hyggelige lille institution, hvor der er rum og plads til alle. Børnene er inddelt i 3 grupper: ca. 0-2 år i Sommerfuglen, ca. 2-4 år i Guldsmeden, ca. 5-7 år i Mariehønen. I hver gruppe er der en fast voksen tilknyttet, så barnet kan føle sig tryg og altid har en at henvende sig til. Der er daglig mundtlig kontakt med forældrene om, hvordan dagen er gået, samt skriftlig kontakt, når det er nødvendigt. Vores primære opgave er derfor at skabe nogle rammer, der kan give barnet den grundlæggende tryghed og tillid, som er nødvendig for, at det kan trives og udvikle sig optimalt. For at barnet kan få en god start på dagen, er det vigtigt at både forældre og personale giver sig god tid. Vi vinker ved døren eller vinduet og hjælper barnet i gang med at lege. Nogle børn har brug for at sidde lidt hos en voksen, inden de starter med at lege. I løbet af dagen skal de have mulighed for at sove og/eller hvile, lave rolige aktiviteter, så som læsning og tegning, lytte til bånd osv. Hvis et barn er ked af det, så får vi barnet til at vise, tegne eller fortælle, hvad der er galt. Det er vigtigt at barnet får lov til at udtrykke sig. Vi vil - gennem tæt samarbejde med forældrene - sikre en helhed i det enkelte barns liv.
Forældrene skal have mulighed for at deltage i barnets hverdag i institutionen, deltage i ture, udflugter og lignende. Vi har vores faste årlige traditioner, som forældrene hjælper med at arrangere og er med til at skabe. Nogle af disse arrangementer er sommerfesten, julehyggen, voksenfesten, åbent hus, arbejdsweekender osv. Udover dette er der fast 1-2 konsultationer om året med det enkelte barn, samt forældremøde med valg til forældrebestyrelsen og aflæggelse af årsberetning af den siddende bestyrelse. Alle nye børn som er under indkøring, får tilbud om en konsultation max. 3 måneder efter barnets opstart. I samarbejde med forældrene bliver alle børnenes fødselsdage fejret, og vi synger fødselsdagssange for dem. Lillekildes fødselsdag fejres med en stor fest hvert år i begyndelsen af april måned. Lillekilde holder to arbejdsweekender om året. Forældrene hjælper med at vedligeholde/renovere vores lokaler og udendørsarealerne. Der holdes fredagshygge hver fredag fra ca. kl. 14.00, hvor forældrene skiftes til at tage noget med til hver enkelt gruppe. Daglige beskeder om dagens forløb, samt dagens menu bliver skrevet på stuens whiteboard, så forældrene kan læse, hvad der er sket i løbet af dagen. Individuelle beskeder, ugens anerkendelse samt invitationer til diverse aktiviteter bliver lagt i forældrenes bakke. Personalet skal sørge for at børnene får lov til at fordybe sig i legen/aktiviteten uden afbrydelser fra voksne eller børn og sørge for tid og rum til udførelse af aktiviteterne.Personalet skal holde sig i god kommunikation med alle forældre tilknyttet deres stue. Forældre opfordres til at deltage i de forskellige aktiviteter.